Your are in :

Blog

Samtale med Trevor Davies

by

text description
© Jacob Langaa Sennek

Som byplanlægger leder Trevor Davies Metropolis - festival for kunst og performance i det offentlige rum - i København, som er arrangeret af International Københavns Internationale Teater. Han er også projektleder for Århus' kandidatur som Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Trevor Davies bruger kunst og leg som instrumenter til social engineering og byøkologi. Flash mobs med omfattende kunstneriske forslag og legesyge interventioner i byen, som involverer legen på en uskyldig måde, er grundlaget for social og politisk funktion.

Jean-Sébastien Steil: I omkring 15 år har vi lagt mærke til udviklingen af kunstneriske interventioner i det offentlige rum. Interventioner, som er relateret til leg i byen. Mange projekter er baseret på gruppedeltagelse, såsom flash mobs, der er spontane mobiliseringer af frivillige, der mødes gennem sociale netværk og danser sammen. Mange projekter er opbygget sådan, at offentligheden inviteres til at deltage i scenarier, som har et overvejende legende udtryk. Hvad tænker du om dette fænomen?

Trevor Davies: Jeg tror, det er et forsøg på at fusionere det virtuelle rum og det fysiske rum i området. Dette er blevet fremelsket gennem den 15 år lange udvikling af forskellige former for digitale grænseflader. Vores idéer bliver nu realiseret fra internettet og ud i byrummet. Den måde, vi arbejder med de fysiske realiteter, afspejles også i den måde, vi forvalter den digitale virkelighed. Man kan måske sige, at det et tegn på en mere legende tilgang frem for en alvorlig protest mod den urbane tilstand. I 90'erne gennemgik kunstnerne en fase, hvor deres arrangementer i byrummet omhandlede meget negative, apokalyptiske ideer: Hvordan byerne truer vores sociale liv, vores individualitet.

Nu er der et behov eller et ønske om at udforske det positive og potentialet i mikro-rummene. Det handler ikke så meget om sociale eller politiske spørgsmål, men om mikro-muligheder i at skabe mikro-miljøer, der både er forbundne og uafhængige og hverken har noget at gøre med byens formelle koncept og eller de formelle beslutninger - projekterne handler stadig om f.eks. miljøregulering, trafik, støj, men de skaber et helt andet perspektiv.

Det er også et spørgsmål om nye sociale mobiliseringer. Der er en søgen efter en anden slags bevægelse: Kunstnere arbejder med dramaturgi, iscenesættelse og koreografi på en anden måde. At arbejde med disse begreber skaber bevægelser, interaktioner og masseformationer, som på den ene eller anden måde er let forståelige og bliver accepteret. Det er altså en måde at reagere på det faktum, at folk ikke hører til nogen gruppe. De arbejder alene, men ønsker at finde måder at være kreative på.

text description

Blind Spot, Jay Pather. photo © Torben Huss

JS: Hvordan skaber disse kunstneriske udtryk for leg en forhandling om et kollektiv sted i det offentlige rum, og hvordan bidrager de til udviklingen af byen?

TD: Det er altid interessant at se, hvilke typer af handlinger, som gennemføres, og hvilke slags steder, der bliver valgt. Det er altid tegn på et behov. Ønsket er at skabe en forståelse, men problemet er, at det blot vil blive modtaget som et udtryk for leg eller sjov. Kan vi tage skridtet videre? Hvordan kan det påvirke vores beslutninger, vores designs, vores byer? Det har altid været en udfordring. Kunstnerne har til alle tider aktiveret byen og organiseret arrangementer og projekter, men hvordan kan de nyttiggøres? De er autonome i byen. Der er ingen kontrol, tingene finder blot sted.

For mig er det mere vigtigt at se på protesternes rolle. Det er godt at have stærke stemmer til de ting, der ikke er accepteret, ikke legaliseret, og hvor man ikke indsende en anmodning. Hvis vi f.eks. siger: "Her kan du skate" eller "Her du kan lave dine flash mobs", så ødelægges selve formålet. Så jeg tror, at det kun er kunstneren, som kan skabe ændringer i rummet og i øjeblikket. Jeg synes faktisk, det er rigtig sundt og vigtigt.

JS: Flere kunstnere nærmer sig faktisk igen disse frivillige initiativer ved at iscenesætte f.eks. en kortlægning af byen med mobiltelefoner, at gå gennem byen som en blind eller ved at genspille en historisk fodboldkamp sammen med tilskuerne. Tror du, at kunstnerne halter bag efter disse fænomener, eller er de drivkraften?

TD: Jeg tror, de er ofte på forkant. De finder nye måder, nye metoder. Det sker hele tiden i kunsthistorien: Ting sker på det sociale område, etablerer sig i den visuelle kunst og manifesterer sig i et mere formaliseret udtryk. Dette kan være en fordel, fordi det at definere noget som en kunstart i en kulturel sfære giver mulighed for at være mere kontroversiel, radikal og provokerende. På denne måde kan kunstnerne udforske fænomener og forstå det psykologisk-geografiske rum og fællesskaber hurtigere og mere præcist end ved en formel metode.

Og vi befinder os i en tid, hvor kunstnere forsøger at finde og genoprette forbindelsen til samfundet. Det er der flere grunde til. Dette skyldes til dels medierne, men også en mangel på moral og autoritet, og måske også en mangel på håb for fremtiden. De konstante kriser, vi har oplevet de sidste ti år - klimamæssigt, økonomisk - har medført, at kunstnerne distancerer sig mere i samfundet: De har brug for at genengagere sig i samfundet. Dette er måske den vigtigste tendens for kunstnere i vores tid.

På den måde har kunstnerne utrolige muligheder. Mere end nogensinde før, fordi deres felt ikke er begrænset, og de kan spille deres rolle i en reel sammenhæng og skabe virkelige situationer. På samme tid har de ansvaret for at skulle forstå denne virkelighed og formidle den på en eller anden måde. Dette er en ny form for politisk og social rolle.

text description

Emke Idema - Rule/ Photo © Jos Schuring

JS: Kunstnerne leger også med sanserne. Når de foreslår offentligheden at gå gennem byen som blind, handler det om at åbne op for andre opfattelser. Hvorfor leger vi for at transformere opfattelsen? Hvad skaber det af fælles eller individuelle repræsentationer?

TD: Nogle siger, det er en socialisering af byen. En måde at forstå, at byen tilhører alle. Det hjælper også os med at forstå, hvordan byen fortolkes, og hvordan vi lever i den. Idéen om at have andre synspunkter og andre sensitive tilgange til byen er grundlæggende, ganske enkelt for at bryde monotonien. Det handler om at dekonstruere det fundament, hvorpå vi bygger vores ideer om, hvad livet er, og hvad byer er. Det er vigtigt at være bevidst om. At opleve byen som en blind er en måde at overgive sig til byen. Det betyder, at du bliver en del af noget meget større. Du bliver en person, der ikke kontrollerer sit liv og sin skæbne, men som deltager i det. Jeg tror, at det handler noget virkelig vigtigt. Denne bevidsthed har altid været relateret til spørgsmålet om den enkelte kontra masserne.

JS: Du er projektleder for Århus' kandidatur som Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Da Marseille-Provence var Europæisk Kulturhovedstad i 2013, skabte man "Metamorfoser, kunstnerne leger med byen". Hvilken rolle spiller legen i dit program og mere generelt for denne type begivenhed?

TD: Jeg ved ikke, om det kan kaldes leg, men dette projekt forsøger at skabe forandring og modet til at tage en risiko. Det gør vi ved at skabe et trygt miljø, så folk ikke er bange for at falde. Så en af de ting, vi kan gøre, er at skabe følelsen af, at dette er en leg, og at vi har det sjovt.

Når du organiserer festivaler på tre eller fem dage, og du har 25.000 mennesker samlet på ét sted, kan du skabe en anden realitetssans og andre standarder, hvor folk reagerer på en ny måde. Du sætter deres følelse af normalitet på hold. Og for at gøre det skal du skifte til en anden tilstand af abnormitet eller uvirkelighed, hvor de accepterer, uden frygt, at gøre noget, de aldrig har gjort før: at se nye forestillinger, læse nye ting, deltage i en diskussion. Den handler om en følelse af frihed. Hvis du kan gøre dette i en by i et helt år, kan du skabe et næsten magisk sted - en permanent ændring.

På et tidspunkt har du måske gjort folk klar til at kunne træffe beslutninger, der er virkelig radikale for deres liv og for byen. Udfordringen er at skabe denne kontekst. Der er regler, der er måder at lege på, der er handlinger, du kan gøre eller ikke gøre, der er konsekvenser for handlinger, og der er relationer. Hvis du kan udvikle en dramaturgi og opbygge dit program på denne måde, så kan du virkelig skabe noget transformerende. Du kan transformere dette potentiale til en oplevelse og tydeligt ændre på opfattelsen og forståelsen mellem mennesker. Hvis det lykkes, er det helt fantastisk.

text description

Invisible Playground - Field Office Budapest

Ariane Bieou: Kan du nyde denne legende tilgang til byen?

TD: Ja, men denne form for leg er ikke let. Dette er sandsynligvis grunden til, at legen er individuel, hemmelig, privat. Hvis du prøver at skabe et system, kan det kollapse fuldstændigt og blive meget autoritært, mistænkeligt eller elitært. At gøre sådan kan kun være en konstruktion, en intellektuel øvelse. Det vil ikke være den gode leg. Jeg elsker at anskue legen som en slags "kulturel akupunktur". Det vil sige at handle præcis det sted, hvor du kan aktivere noget socialt, aktivere systemer.

AB: Hvilke "spilleregler" har du fulgt ved Århus' kandidatur som Europæisk Kulturhovedstad og Metropolis-festivalen i København?

TD: Det er en leg i den forstand, at vi vil bestille en halv snes store produktioner om året, der forbinder byrummet med udvalgte temaer, æstetik og værdier. Det er på en måde et drama med en række scener og udviklede scenarier. Det giver kunstnerne en rolle i en meta-struktur. Der ville måske mere være et drama i rollerne end i legen. Men tanken om at bruge alle legens metoder kunne være virkelig interessant.

Et projekt, som vi præsenterede i København under Metropolis, og som vi håber at arbejde meget mere med, er et projekt, som hedder Riders Spoke. Dette er et projekt, som er produceret af et britisk selskab: Blast Theory. De kommer fra Birmingham og arbejder meget med nye medier. Dette er et projekt med 20-30 cykler. Du får en cykel, og du har hovedtelefoner på og et bykort foran dig, og siger en stemme pludselig: "Se på bygningen til venstre, gå til døren." Og derefter: "Genkender du denne dør? Siger den dig noget? Så trykker du på "Ja" eller "Nej". Og derefter: "Ser du noget, der minder dig om din barndom?" Og du siger: "En bænk." "Gå hen til bænken". Og du sætter dig ned. "Vi har en række historier om bænken. Vil du høre nogle af disse historier?" Så bliver disse historier fortalt. "Har du selv en historie at fortælle om en bænk?" Så sætter du dig på bænken og fortæller din historie, som bliver optaget. Og således blev der efter tre uger indsamlet 600 historier på dette sted...

AB: Historier fortalt af deltagerne?

TD: Ja, men nu forsøger vi at invitere dem til fattige kvarterer. Vi vil have dem til at bruge fælles historier, men anonymt i det offentlige rum. Vi kan bruge dem til at forstå spændinger, muligheder og netværk: Hvordan folk tænker om deres position, hvad de gerne vil ændre, deres problemer. Her er det meget tydeligt, at man bruger legen ved at oversætte den til en virkelig situation. Spørgsmålet er så: Har du ret til at bruge dette, og skal deltagerne informeres om, at dette ikke kun er en leg, men også en øvelse i social engineering?

Et andet spørgsmål kunne lyde: Hvor ender kunstnerens domæne, og hvor begynder byplanlæggerens og arkitektens research? Kunstnere har kompetencer, som går langt ud over den kunstneriske sfære. Jeg synes, det ville være fantastisk at have kunstnere, der samarbejdede med arkitekter, sociologer... Men som altid var styret af en kunstnerisk vision. Disse former for intervention og samarbejde kan bruges til at kommunikere et bestemt budskab - og herefter reagere på en situation gnidningsløst, straks, uden for medierne. Det fører os tilbage til begrebet om "kulturel akupunktur ".

text description

Urban Games Factory - Basillicata Border Games © UGF